SPOR H – Natur
På natursporet skal vi blive klogere på, hvad EU’s biodiversitetsstrategi og den nye naturgenopretningsforordning kommer til at betyde for naturforvaltningen i DK. Vi skal høre om emnet direkte fra EU-embedsværket, og vi får reaktioner fra forskningsverdenen og de grønne organisationer.
Med fakta på plads, dykker vi ned i virksomhedernes muligheder for at skabe mere biodiversitet. Grebet an på den rette måde, vil denne tilgang måske kunne være en ægte game changer i forhold til at få vendt tabet af biodiversitet?
På turen til Sprogø skal vi se, hvad der sker med et naturområde, når et stort infrastruktur-projekt kommer helt tæt på. Hvad skete der, da broen kom til øen, og hvordan går det med naturen i dag?
Natursporet sluttes af med et kig på, hvordan man laver den gode rummelige planlægning for naturen, og hvad en evt. ny biodiversitetslov vil kunne indeholde.
SPOR H – Natur
Onsdag d. 29. maj
kl. 13.30 – 15.00
EU’s naturgenopretningsforordning
Hvad er op og ned i forhold til EU’s naturgenopretningsforordning – hvilke konsekvenser får den for dansk naturforvaltning?
- EU’s naturgenopretningsforordning – hvilken betydning får det for dansk naturforvaltning.
V/ Sanni Olesen, kommunikationskonsulent hos Europa-Kommissionens Repræsentation i Danmark
- Er ny lovgivning den redning, naturen sukker efter?
Da nyheden om naturgenopretningsforordningen ramte medierne, var WWF ude med deres analyse af forordningen, og hvilken betydning den ville få for dansk natur. Sofie Tind Nielsen , vil give os en gennemgang af, hvad der er godt, og hvad der er skidt ved aftalen. WWF er verdens største naturbevarende organisation, som arbejder for at bevare natur og biodiversitet i Danmark såvel som i resten af verden.
V/ Sofie Tind Nielsen , Lead Conservation Specialist hos WWF
kl. 15.45 – 17.15
Virksomheder i front: En ny vej for investering i biodiversitet
Hvem er frontløberne på at skabe løsninger på biodiversitetskrisen – er det staten, kommunerne eller virksomhederne?
Fra 2024 stiller EU krav til større virksomheder om at aflægge ESG-regnskaber, som også omfatter biodiversitet. Dermed bliver det synligt, hvilken grad virksomhederne efterlader et naturpositivt ’fingeraftryk’ – og dermed kan det blive et konkurrenceparameter.
I sessionen undersøger vi mulighederne for, hvordan kommuner kan samarbejde med virksomheder om biodiversitetsmålene, skabe synergier og facilitere de bedste løsninger.
Oplev oplæg fra:
- Naturrådgiverne Anne Eskildsen og Heidi Buur Holbeck er ved at udvikle et koncept for, hvordan virksomheder kan blive naturpositive ved at investere i biodiversitetsprojekter. Anne og Heidi fortæller om deres hidtidige erfaringer fra deres første case, om virksomhedernes generelle respons på dette initiativ, og hvilke fremtidsperspektiver de ser med denne helt nye og visionære tilgang til at investere i biodiversitet.
V/ Anne Eskildsen og Heidi Buur Holbeck, indehavere og biologer, Naturrådgiverne Aps
- Biotek-virksomheden Gubra, som er en af landets first movers inden for dette felt, fortæller om virksomhedens visioner og mål for investeringer i biodiversitet. Hvorfor og hvordan investerer virksomheden i biodiversitetsprojekter, og hvilken gevinst giver det dem?
V/ Margit Bloch Avlund, bæredygtighedschef hos Gubra
Deltag i debatten
- Debat på baggrund af oplæggene og kommunernes egne erfaringer på området. Alle er velkomne til at forberede et kort bidrag. Kolding Kommune indleder med deres perspektiv på biodiversitetsindsatsen.
V/ Karsten Wandall, biodiversitetskoordinator hos Kolding Kommune
Torsdag d. 30. maj
Kl. 09.00-10.30
Ekskursion til Sprogø
Hør og oplev, hvad der er sket med naturen på Sprogø siden Storebæltsforbindelsen blev opført og hvilke planer Sund & Bælt har for at styrke biodiversiteten yderligere.
Sprogø voksede til firedobbelt størrelse ifm. anlæggelse af Storebæltsforbindelsen. Sund & Bælt forvalter naturen og har arbejdet aktivt med naturpleje gennem alle årene.
Ved denne session vil du få et indblik områdets spændende natur og fugleliv. Der bliver en kort gennemgang af områdets udvikling imens vi sammen kører i en bus til og rundt på Sprogø. På Sprogø får I mulighed for at opleve naturen fra første række.
Vi vil bl.a. besøge toppen af Fyrbakken, hvor der er flot udsigt til den østlige del af øen, hvor en vade og et rev har udviklet sig. Vi skal gå en tur i pigehjemmets gamle æblehave og slutter med en tur rundt på den nye del af Sprogø, hvor vi tager et stop ved Fladsø, hvor vi skal høre om kommende naturtiltag på Ny Sprogø og måske kan vi være heldige at se en grønbroget tudse. Din guide er Ditte Marie Hjort, Project Manager hos Sund & Bælt, som har ansvaret for Bæredygtighed på Storebæltsforbindelsen, herunder Naturplejen på Sprogø.
V/ Ditte Marie Hjort, project manager hos Sund & Bælt
Kl. 11.00-12.30
Ekskursion til Sprogø – fortsat
kl. 13.30 – 15.00:
Rumlig planlægning og en ny biodiversitetslov
Ser vi ind i en tid, hvor naturforvaltning skal ses på en ny måde? Med ønsker og krav om mere strengt beskyttet natur i både Danmark og EU og med biodiversitetsrådets anbefalinger om en ny biodiversitetslov, er der behov for at se på, hvordan naturen skal forvaltes. Hvordan får vi plads til arealer med CO2-binding, vådlægning, næringsstoffjernelse, stor sammenhængende natur samtidig med, at der også er plads til produktion af både fødevarer og energi?
Er den danske naturbeskyttelseslov med en ikke-udpeget §3-beskyttelse af naturområderne fortsat det rigtige værktøj?
Disse spørgsmål dykker vi ned i under denne session.
- Rumlig planlægning og ny natur
Der er gang i både lavbundsprojekter, naturgenopretning, virksomhedsfinansieret natur og EU-målsætninger om beskyttede og strengt beskyttede områder, som potentielt kommer til at betyde meget ny natur. Hvor skal det ligge, for at det bidrager bedst til biodiversiteten? Hvad er mulighederne for at nå EU målene om 10 procent strengt beskyttet natur og 20 procent beskyttet natur i Danmark?
V/ Camilla Fløjgaard, seniorforsker hos Aarhus Universitet
- Mere, bedre og større natur i Danmark
Biodiversitetsrådet har påpeget, at dansk biodiversitet kun kan sikres ved en stor forøgelse af naturarealet og at naturområderne skal være store og sammenhængende. Men hvor, hvordan og hvor meget – og hvad er omkostningerne og hvad er prioriteterne. Svarene på disse spørgsmål – baseret på en prioriteringsanalyse af faktuelle udbredelser af ca. 10 procent af alle landlevende arter, samt data på økonomiske omkostninger – vil netop være offentliggjort som en ny rapport. Hovedresultater vil blive præsenteret her.
V/ Carsten Rahbek, professor hos Københavns Universitet
Sessionen er tværfaglig sammen med Spor G Planlægning
Medvirkende
Heidi Buur Holbeck
Biolog og indehaver af Naturrådgiverne ApS
Karsten Wandall
Biodiversitetskoordinator hos Kolding Kommune
Sanni Olesen
Kommunikationskonsulent hos EU-Kommissionens Repræsentation i Danmark